Grammatik – sprogdefinitioner
(Med udgangspunkt i Ebbe Spang-Hanssen. Grundkursus i Grammatik.)
SYNTAKTISKE STRUKTURER – OM SÆTNINGENS OPBYGNING
Syntaks er læren om ordenes sammenføjning i sætningen og dermed om sætningens opbygning. Man kan skildre, hvilke bestanddele (konstituenter) en størrelse består af, eller man kan skildre, hvilke relationer (dvs. led) størrelsens elementer står i til hinanden. Dvs. en analyse bruger to sæt begreber, der skildrer relationer og konstituenter. Man må dog forbinde dem på en konsekvent måde. Det gør man ved først at inddele hvert syntagme (dvs. hver ordgruppe) i led og derefter angive, hvilket materiale hvert led er udfyldt med.
Med konstituenter menes et ord eller en ordgruppe af en bestemt type, betragtet som udgørende (konstituerende) en enhed i en given sammenhæng. At de udgør en enhed ses af, at de hænger forholdsvis tæt sammen, således at de f.eks. flyttes sammen.
En ordgruppe af en bestemt type er netop det, man udtrykker med de traditionelle ordklassebetegnelser som f.eks. verbum. De mindste konstituenter betegnes altså med navnet på en ordklasse.
En ordgruppe af en bestemt type kaldes et syntagme, som oftest er bygget op om en kerne. Det første syntagme er sætningen, der er karakteriseret ved at være bygget op omkring et finit verbum. Ensætning siger noget om noget, nemlig subjektet, som oftest står i nominativ. Det, der siges om subjektet kaldes prædikatet. En sætning består altså af et subjekt og et prædikat.
Led (verbal, subjekt, objekt) betegner de relationer, der findes mellem delene af et syntagme. F.eks. siger betegnelsen subjekt noget om en vis relation til verbalet, men ikke noget om hvilket ord subjektet er udtrykt med. Ledsætninger er sætninger, der er led i andre sætninger. En hovedsætning er ikke led i en anden sætning.
Som oftest er syntagmet bygget op omkring en kerne, f.eks. et substantiv osv. En sådan konstruktion kaldes endocentrisk, idet der hermed menes, at syntagmet i sig har et centralt led. Man siger, at der er et underordningsforhold (hypotakse), når det ene led (kernen) alene kan udfylde hele syntagmets funktion.
Nogle syntagmer har ikke et led, der kan stå i stedet for hele syntagmet. Da der ikke er noget led, kaldes de for exocentriske. F.eks. kan hverken ”i” eller ”haven” i præpositionssyntagmet ”Hun er i haven” undværes; de er lige vigtige. Den særlige exocentriske forbindelse, der er mellem subjekt og verballed, betegnes undertiden som nexus. Nexus betegneraltså en forbindelse af to led, der hverken er sideordnede eller hinanden underordnede men forholder sig til hinanden som subjekt og prædikat.
Der er en tilsvarende nexus i de absolutte konstruktioner, hvor de to led er lige vigtige og svarer til forholdet mellem subjekt og verbal. Betegnelsen ”absolut” konstruktion hentyder til, at konstruktionen bruges i tilfælde, hvor man normalt har brug for et forbindende element, en konjunktion eller præposition, dvs. et relaterende element, for at angive konstruktionens forhold til den omgivende sætning. Konstruktionen er altså absolut, fordi den overflødiggør et som f.eks. ”idet”.
Et syntagme kan endelig bestå af to eller flere sideordnede led af samme art (paratakse). Der er sideordning mellem to led, når hvert af leddene kan udfylde den funktion, som hele sideordningsforbindelsen udfylder. Her kan altså hvert af de sideordnede led undværes. Sideordnede led kan være forbundet med sideordnende konjunktioner.
Den største enhed kaldes en helsætning eller en periode. Det er en ytring karakteriseret ved en bestemt intonation og afgrænset af pauser, i skriften af interpunktionstegn. En periode består oftest af en eller flere hovedsætninger eller sætningesemner.
En (hoved)sætning er en ordgruppe omkring et finit verbum, sætningens verbal.
En bisætning består af de samme led som hovedsætningen, men har som regel desuden et inderled, et konjunktional, f.eks. ”skønt”. På nogle sprog har bisætningen en anden ordstilling end hovedsætningen. Endelig kan bisætningen på mange sprog kendes ved en særlig brug af modus, f.eks. konjunktiv, som netop er karakteristisk for underordnede sætninger (”conjungo” = binder sammen, dvs. den underordnende måde).
Bisætningstyper:
Nominale bisætninger:
Kompletivsætninger (at-bisætninger) bruges især om objekt og subjekt.
Spørgebisætninger bruges især som objekt eller som styrelse for en præposition.
Uafhængige relativsætninger bruges især som subjekt, objekt eller styrelse. Det er bisætninger,
som er indledt med et spørgende pronomen uden spørgende betydning.
Adjektiviske bisætninger :
Relativsætninger bruges som attributiv i et substantivsyntagme og står da altid efter kernen. Som
attributiv bruges i hvert fald de relativsætninger, der har restriktiv betydning, dvs.
relativsætningen indskrænker den mængde, der er tale om.
Parentetiske relativsætninger. De indskrænker ikke den mængde, korrelatet angiver. De betegnes
tit appositionelle og udtales ofte med en særlig intonation.
Adverbielle bisætninger udfylder typisk ledfunktionen adverbial:
Der er ligheder mellem en del adverbielle bisætninger, idet de involverer et implikationsforhold mellem to udsagn: Hvis antecedent, så konsekvens.
Betingelsesbisætninger udtrykker betingelsen, mens oversætningen udtrykker konsekvensen.
Årsagsbisætninger udtrykker betingelsen, men siger samtidig, at den er opfyldt.
Indrømmelsesbisætninger angiver, at der ikke foreligger den årsagssammenhæng, man skulle
have forventet. Det forhold, bisætningen udtrykker, er normalt betingelsen for, at der udløses den
modsatte konsekvens.
Følgebisætninger udtrykker konsekvensen af det, der er angivet i oversætningen. Her angiver
oversætningen altså betingelsen.
Ved hensigtsbisætninger er konsekvensen den intenderede konsekvens.
Andre adverbielle bisætninger: Tidsbisætninger og sammenligningsbisætninger.
En konstituent, der ikke er en sætning, men som udfylder en sætnings plads, kalder man et sætningsemne. Sætningsemner kan også kaldes elliptiske sætninger (betegner at noget synes udeladt).
Indskudte sætninger er hovedsætninger, der med selvstændigt intonationsmønster er skudt ind i en anden hovedsætning.
Anførte sætninger er hovedsætninger, der angiver direkte tale, og som derfor altid placeres mellem citationstegn. Sætningsknude er det traditionelle navn for en sammenfletning af sætninger, der sker, når et led rykkes ud af en kompletivsætning (at-sætning) eller en spørgebisætning og op i den overordnede sætning.
Sætningskløvning er en emfatisk konstruktion, hvorved et led i sætningen rykkes frem og resten af sætningen omdannes til en bisætning, der på nogle sprog ligner en relativsætning. Kløvningen udtrykker, at én mulighed fremhæves frem for andre muligheder,
En infinitivsætning består af de samme led som sætningen, bortset fra at verbalet er udfyldt af et verbum i infinitiv, at der er et infinitivmærke (AT), og at der mangler et udtryk for subjektet inde i infinitivsætningen. Subjektet kan udelades i infinitivsætningen, fordi det er udtrykt i den overordnede sætning. Infinitivsætningen svarer til en hel sætning og bruges for at undgå at udtrykke den samme størrelse to gange. Når man kender det overordnede verbum, ved man, hvilket led i den overordnede sætning der må være subjekt i infinitivsætningen.
En infinitivnexus (akkusativ med infinitiv) er en infinitivsætning uden infinitivmærke og med subjektet udtrykt i akkusativ. Den findes især efter sanseverber, der betyder ”få til” eller ”lade”. Konstruktionen kan splittes ad, og man taler undertiden om, at subjektet i infinitivsætningen er løftet op i hovedsætningen.
På nogle sprog ham man tit sætninger med verbet i præsens participium eller perfektum participium. Sådanne sætninger kaldes for participialsætninger.
SÆTNINGENS LED
Man kan skelne mellem fire grupper af sætningsled, konjunktional, verbal, valensled, frie tilføjelser:
Konjunktionalet er et forbinderfelt, som på mange sprog er obligatorisk i bisætninger.
Verbalet kan betragtes som sætningens centrale led. Verbalet er udfyldt af et verbum, der er et ord, der er tidsbøjet. I hoved- og bisætninger er verbet normalt finit, dvs. tidsbøjet. I infinitivsætninger og participialkonstruktioner er verbet infinit. Det betegner under alle omstændigheder en handling, en proces eller en tilstand.
Valensled er en samlende betegnelse for de til verbalet stærkest knyttede led. De led, der er løsere knyttet til verbalet, eller som er knyttet til hele sætningen, kaldes frie tilføjelser. Med hensyn til betydning er valensleddene de argumenter, som det verbale prædikat efter sin betydning kræver. Antallet af argumenter (verbets aritet) er karakteristisk for hver enkelt verbum. Det er i ordbogen anført, hvilke valensled et verbum tager. Alle valensled behøver ikke at være udtrykt. Andre taler om komplementer, hvormed menes størrelser, der er nødvendige for at gøre verbalbetydningen komplet, dvs. udfyldt. Men her regnes subjektet ikke med, da det har en særstatus, fordi det obligatorisk for alle verber.
De fleste valensled er knyttet til verbalet uden præposition (subjekt, objekt, indirekte objekt, subjektsprædikat, objektsprædikat). Men der kan være en tilknytning vha. en præposition. Som regel har verber kun tre valensled:
Subjekt (objekt) (præpositionsobjekt)
Subjekt indirekte objekt objekt
Subjekt objekt objektsprædikat
Subjekt subjektsprædikat
Subjekt, objekt, indirekte objekt og præpositionsobjekt kaldes ofte nominale led. At de er genstandsagtige ses også af at de betegner genstande, som man kan henvise til med et pronomen.
Subjekt er til verbalet umiddelbart knyttet led, der angiver den størrelse, der tales om. Det er som regel det mest nødvendige led. Subjektet er markeret vha. kasus, kongruens med verbalet og ordstilling. Subjekt markeres på mange sprog med en kasus, nominativ (på dansk kun en rest af i de personlige pronominer). Subjektet er på mange sprog markeret som den størrelse, som verbalet retter sig efter (kongruerer med) i person og tal. Subjektet står på de europæiske sprog oftest i sætningens begyndelse (en toposplads). På dansk er reglerne lidt komplicerede.
Formelt subjekt (foreløbigt subjekt) er en tom markør, der er anbragt på subjektets normale plads, mens det reelle subjekt (egentlige subjekt) er rykket bort fra sin normale plads. På dansk bruges f.eks. betegnelsen ”der”. Formelt subjekt bruges også tit sammen med en infinitivsætning eller en kompletivsætnin (en at-bisætning) som reelt subjekt.
Objekt er et til verbalet umiddelbart knyttet led, der angiver den størrelse, handlingen går ud over, eller handlingens resultat.
Indirekte objekt er et til verbalet umiddelbart knyttet led, der angiver den størrelse til gunst eller ugunst for hvem handlingen udføres.
Præpositionsobjekt (præpositionsforbindelse) er et led, der er knyttet til verbet med en præposition, som verbet selekterer. Den tætte tilknytning viser sig betydningsmæssigt ved, at den handling, som verbet udtrykker, ikke kan tænkes uden den størrelse, som præpositionsobjektet refererer til. I dansk tradition kalder man alle præpositionsforbindelser adverbialer.
Agens er den størrelse i en passivisk sætning, der bliver subjekt, når sætningen vendes til aktiv. Agens forekommer altså kun i passiviske sætninger. Agens udtrykkes på dansk altid med et præpositionssyntagme indledt af præpositionen af.
Subjektsprædikat er et til verbalet tæt knyttet led, der giver en beskrivelse af, eller en anden betegnelse for, subjektet. Subjektsprædikat forekommer efter verber som være, blive, synes, forekomme, hedde, kaldes. Subjektsprædikatet kan være knyttet til verbalet uden præposition eller vha. en præposition eller en konjunktion. Subjektsprædikatet betegner den samme størrelse som subjektet og udfyldes som regel af et adjektivsyntagme, som på mange sprog kongruerer i køn og tal med subjektet.
Prædikater (også andre) angiver altså snarere nogle egenskaber ved en genstand, end de peger på en genstand, sådan som f.eks. subjektet og objektet gør. Dette ses ved, at man ikke kan henvise til prædikater med et pronomen. Subjektsprædikatet kan godt komme før subjektet.
Objektsprædikatet er et til verbalet knyttet led, der giver en beskrivelse af, eller en anden betegnelse for, objektet. Objektsprædikatet kan være knyttet til verbalet uden præposition eller vha. en præposition eller konjunktion.
Frie tilføjelser er et nominalt led, der er løst tilknyttet et andet substantivisk led, og som giver en beskrivelse af, eller en anden betegnelse for, dette andet led. Prædikatet er løst tilknyttet, da der ikke er noget i verbet betydning, der angiver, at der må komme en sådan størrelse. Verbalet kan her erstattes af andre. Alle øvrige til verbalet eller sætningen løst tilknyttede led kaldes adverbialer. Adverbialer er typisk udfyldt af adverbier eller af præpositionssyntagmer. Man kan skelne, om de lægger sig til hele sætningen (om hele sætningens sandhedsværdi) eller snarere til verbalet (beskriver handlingens forløb – mådesadverbier).
Kilder: Latinsk grammatik; Ebbe Spang-Hanssen. Grundkursus i Grammatik; Ottar Jensen. Dansk grammatik for gymnasiet;Hynding; Græsk syntaks; DSDE; Fremmedordbogen;